Ejendomsmægler på el – første danske Renault Twizy som ejendomsmæglerslæde

 

br2t9spd37sduegflzzsHvad er det, der ligner en blå og hvid champignon på hjul, og holder udenfor RealMæglerne på Ålekistevej 84 ? Det er såmænd Danmarks første Renault Twizy i ejendomsmæglerklæder.

Da den lille elektriske Renault Twizy blev præsenteret for verdenspressen på Ibiza for et års tid siden, var den en sensation, og blev modtaget med lige dele beundring og smil. Køretøjet, der er eldrevet, kan køre 80 km/t, og har på en god dag en rækkevidde på 115 km. I sig selv ikke opsigtsvækkende. Men det er udseendet på bilen derimod. For den ligner intet andet i bilverdenen, og er konstrueret som intet andet køretøj.

Der er plads til to voksne, der som på en motorcykel eller scooter, sidder bagved hinanden. Dørene er af Lamborghini slagsen, der åbner opad og frem. Det betyder, at man kan parkere på selv den smalleste parkringsplads. Elmotoren trækker på baghjulene, og det 100 kilo tunge batteri ligger lige under der, hvor føreren sidder. Og som en journalisterne, der prøvekørte bilen sagde efter præsentationen på partyøen Ibiza. ”Jeg fik mere opmærksomhed fra omgivelserne, end hvis jeg var kørt nøgen ned af strøget i en rød Porsche Cabriolet”.

Fra Ibiza til Vanløse

Nu har Renault Twizy forladt det solbeskinnede Ibiza og er landet i Danmark.  Og en af de første, der har taget den lille vakse bybil til sig, er ejendomsmæglerne i Vanløse – nærmere bestemt RealMæglerne på Ålekistevej.  Her regerer makkerparret Martin Olesen og Casper Christensen. Martin har været ejendomsmægler siden 1986, og hans medindehaver af forretningen, Kasper Christensen, har siden 2003 gjort det til sin levevej at købe og sælge boliger i Vanløse. En by, hvor begge indehaverne i øvrigt bor.

Men hvorfor købe en lille elbil, når der er så mange andre biler man kunne køre rundt i.

”Der er jo flere grunde til, at vi besluttede at købe den lille Twizy, fortæller Martin A. Olesen en solbeskinnet dag, hvor temperaturen kun lige har sneget sig over frysepunktet. “For os handler det jo om at skabe opmærksomhed. Vi var nok en af de første, der i sin tid fik en Fiat 500 som firmabil, og dengang vakte den jo opsigt. Nu er der så kommet dette skægge køretøj som vi har fået folieret, så der ikke er tvivl om, hvor den hører til. Så det handler naturligvis om, at vi vil skille os ud og bruge den til at skabe opmærksomhed”, siger Martin A. Olesen.

Andet end en reklamegimmick

Men selv om køretøjet tiltrækker mange nysgerrige blikke som den står der ved fortovet på Ålekistevej er bilen andet og mere end bare en reklamegimmick.

“Her på kontoret har vi gjort meget ud af at spare på ressourcerne. Vi har naturligvis de mest energivenlige maskiner og energibesparende lys, så det er ikke fremmet for os at tænke i miljøbaner. Man må jo samtidig konstatere, at selv om det er helt fantastisk at bo i byen, så er et af de store problemer trafikken med udledningen af både partikeler støj og møg. Det problem har man jo slet ikke i Renault Twizy, som jo er et rent el køretøj” siger Kasper Christensen, og har slet ikke et problem med det, der er blevet udråbt som elbilens akilleshæl – nemlig rækkevidden.

”Alle de lejligheder vi har til salg ligger primært i København. Med en rækkevidde på omkring 80 km, har vi aldrig problemer med at nå frem og tilbage, og det er da klart vores hensigt, at vi vil bruge denne Twizy til at køre kunderne frem og tilbage når de skal se en lejlighed. Det tror jeg giver kunderne en sjov oplevelser”, siger Kasper Christensen, der suppleres af Martin A. Olesen, der slet ikke har problemer med et andet af de negative punkter, der er nævnt med elbiler, nemlig opladningsmuligheder.

”Lige her nede på hjørnet står der en ladestander. Den kobler vi os jo bare på, så vi har aldrig problemer med at få strøm på bilen. Der er faktisk kun en ting jeg kan komme i tanke om, der er knap så godt ved bilen her”, siger Martin og stikker demonstrativt hånden gennem den siderude, der netop ikke er i en Twizy. Bilen har nemlig kun halvdøre og intet varmeapparat.

”Lige nu er den en smule kold at køre, men der er jo varmetråde i forruden der gør, at den ikke dugger, og klæder man sig på efter årstiden er det fint. Og vi glæder os rigtig meget til forår og sommer. Så tror jeg nok, at der er en del storsvedende bilister, der vil kigge misundeligt efter os når vi kommer susende helt lydløst og med vind i håret”, siger Martin A. Olesen. Medindehaver af et ejendomsmæglerfirma, der nok ligger i beskedne Vanløse, men som bestemt ikke fører sig beskedent frem i bybilledet.

 

Skriv et svar