5. generation af Renault Espace lanceres i disse dage hos de danske Renault forhandlere Og det er et luksuskøretøj, der brillerer med tekniske lækkerier og sikkerhed i verdensklasse.
”Fransk familieflytter imponerer i EuroNCAP kollisionstest”. Den overskrift kunne man læse hos FDM Motor lige efter, at den nye Renault Espace var blevet crashtestet i maj måned. Nu er bilen så flyttet ud af testlokalerne hos EuroNCAP, og ind i salgslokalerne hos de danske Renault forhandlere, der lancerer bilen i disse uger.
Og det er lidt en stor begivenhed. For efter flere år med stor succes for de mindre Renault modeller som Clio og Captur, befinder Renault Espace sig i den anden ende af skalaen. Stor, luksuriøs og en skarp konkurrent til de dyre drenge i firmabilsklassen.
“Ja, det er lang tid siden vi kunne præsentere en bil til en halv million, så derfor er det naturligvis også med spænding, at vi har set frem til lanceringen. Men forhåndsinteressen har været meget stor, og vi har allerede solgt omkring 150 Renault Espace. Så allerede nu er bilen en succes”, siger pressechef i Renault Danmark Søren Hyltoft
Farvel bus – goddag crossover
De hårde facts siger, at Espace er 4,85 meter lang – og det både i fem og syvsæders-versionen. Det betyder, at der ikke længere findes en kort og en lang Espace som forgængeren, men kun en størrelse. Længden er omtrent som den gamle Grand Espace.
Bredden er der ikke pillet ved, men for at forstærke det dynamiske udtryk, slippe af med fornemmelsen af en stor famililiebus, og erstatte det med en dynamisk crossover, er bilen nu kun 1,68 meter høj. Det er 63 mm lavere, end den nuværende Espace. Samtidig er frihøjden øget med fire centimeter til 16 centimeter. Det dynamiske udtryk forstærkes i øvrigt af, at bilen har fået længere akselafstand – 2,88 meter – og, at hjulene på Espace fås helt op til 20 tommer.
Bilen har i øvrigt tabt sig 250 kilo, og når det handler om brændstofforbrug, kører den i gennemsnit 20 procent længere end forgængeren, hvilket skyldes helt nyudviklede motorer.
Højteknologisk kabine
Espace navnet består, men alt ved bilen er anderledes og langt mere dristigt end forgængere. Til højre for føreren er der en stor 8.7 tommer skærm, der indeholder 2. generation af R-Link. Det er blandt via R- linksystemet, at man i visse versioner, kan kontrollere bilens elektroniske styrede støddæmpere, og fintune lyden fra det store Bose anlæg med 12 højttalere.
Det er i øvrigt også via den store touch skærm at man styrer kabinebelysningen. Belysningen kan i visse versioner varieres mellem grønt, blåt, gult, rødt eller lilla. En farve til ethvert humør kunne man sige. Lyset kommer fra lysledere under midterkonsollen og integrerede lys i b og c stolperne. Systemet hedder ambient lightning.
Forstolene oser af luksus og kan stilles i seks forskellige positioner og flyttes op til 24 centimeter i længderetningen. Alt sammen med til at gøre førersædet ideelt til alle – uanset højde og drøjde. På 2. række findes tre individuelle sæder og ønsker man Espace som syvsæders, findes der på 3. række endnu to. Alle fem sæder kan lægges ned i gulvet, som bliver helt plant, hvis man skulle ønske det. Sæderne kan også lægges ned hver for sig, eller falde som dominobrikker med et enkelt tryk. Det sker enten fra panelet i bagagerummet, eller fra R-Link skærmen.
Bagagerummet er i øvrigt en rummelig størrelse – 660 liter med alle bagsæder, og når alle er nedfældet i bunden af bilen, så er der fyrstelige 2,040 liter.
To udstyrsversioner – Life og Zen
Fra lanceringen vil Espace i Danmark kunne fås med to motorer – nemlig en 1.6 liters 130 hk diesel og en 1.6 liters 160 hk version. Udstyr er der også to versioner af. Life repræsenterer indgangsversionen, mens Zen versionen er den bedst udstyrede version. Men frygt ikke for pauvert udstyr i selv den mindst luksuriøse – for der er masser af lækkerier. I Life versionen er der blandt andet fuldautomatisk klima, stor 8,7 tommers touchskærm, der styrer bilens funktioner fuld LED belysning, parkeringssensorer, foran, bagved og på siden, hands free card og meget mere.
I Zen versionen er der skruet op for udstyret, så adaptiv fartpilot, 18 tommer alufælge og stof/læder kabine.
Vælger man den 160 hk udgave med EDC gear får man desuden Renault Multi-Sense® system,
Øget nydelse bag rattet
Renaults Multi-Sense® system, der fås til Zen i 160 hk versionen, styrer og koordinerer den mængde af ny teknologi, der findes i Espace. Først og fremmest styrer den 4Control® chassiet – altså 4 hjulsstyringen som det blandt andet kendes fra Laguna Coupe GT. Men også de elektroniske støddæmpere, styringen, motorlyden og belysningen styres gennem Multi-Sense systemet.
Takket være Multi-Sense® systemet kan man vælge mellem fire for-programmedekøreprogrammer. ”Eco”, ”Komfort” ” Neutral” og ”Sport ”. Desuden findes der et program, som man selv kan vælge.Hver indstilling bestemmer speederrespons, EDC gearkassens skiftemønster, fjedreindstillinger og udveksling på rattet.
Nye effektive motorer og skarpe firmapriser
Den nye Espace fås med to motorer, der alle kombinerer høj ydelse med lavt forbrug
- Energy dCi 130 med sekstrins gearkasse: 1,6 liter, 130hk og 320Nm ved 1,750 O/minut.
22,2 km/l ved blandet kørsel
- Energy dCi 160 med EDC gearkasse og Twin Turbo-teknik: 1,6 liter, 160 hk og
380 Nm ved 1,750 O/minut. 21,3 km/l ved blandet kørsel
Prisen for Renault Espace begynder ved knap 515.000 kroner for en version med 130 hk diesel og i Life versionen. Men da markedet for denne type biler for 95 procents vedkommende går til firmabilister er det beskatningsværdien af bilen der er interessant. Og her er Espace meget konkurrencedygtig.
Beskatningsprisen for den billigste version er lige over 374.000 kroner. Ønsker man at gå et trin op ad udstyrsstigen, og vil have Zen versionen stiger prisen til lige knap 562.000 kroner, mens beskatningsværdien er lige over 439.000 kroner.
Dyreste version er naturligvis den 160 hk udgave med Zen udstyr og automatgearkasse. Her skal man af med 626.900 kroner i kontanter eller en beskatning på 499.707 kroner |