Elbilen Renault Fluence får nyt liv i Danmark

diaswplb88ssv5dvdtubRenault Danmark har netop solgt 156 eksemplarer af elbilen Renault Fluence til den nordjyske bilforhandler Søren Fjordbach fra AUTOTORVET.DK.  Og kunderne er vilde med at få fingrene i bilen, der sælges fra under 100.000 kroner.

156 Renault Fluence. Så mange biler købte Renault Danmark tilbage fra de kunder, der efter Better Place kollaps, ikke ønskede at eje en elbil med et batteri, de ikke kunne skifte. Siden dengang har uvisheden om bilernes fremtid været stor. Skulle de eksporteres, skrottes eller skulle de bare forsvinde i den store bilmæssige Bermuda trekant?

Nu er uvisheden om de 156 bilers skæbne så forbi. For kort tid siden indgik Renault en aftale med Søren Fjordbach fra AUTOTORVET.DK, der har til huse i Vodskov lige nord for Aalborg. AUTOTORVET.DK har købt alle bilerne, og Søren Fjordbach oplever positiv stemning om den ellers så udskældte elbil.

De 156 Renault Fluence er nemlig ikke de første AUTOTORVET.DK  sælger. Allerede lige efter Better Place konkursen købte Søren Fjordbach de 17 biler som Better Place selv ejede, og lige derefter 33 biler som leasingselskabet ALD ikke længere ønskede at eje. De 50 biler er solgt for længst, og Søren Fjordbach er ikke i tvivl om, at de 156 biler hurtigt er ude af forretningen i Vodskov.

”Der har været så meget negativ omtale om Renault Fluence, men det handler jo mere om Better Place, end om bilen. De 50 kunder, der allerede har købt en Renault Fluence hos mig, er meget glade for bilen”, siger Søren Fjordbach, der forventer at sælge alle 156 biler inden sommerferien.

“Til priser fra 99.000 kroner er Renault Fluence et særdeles godt tilbud. Ikke mindst fordi batterilejen ved 12.500 km om året blot er 299 kr. om måneden. Derudover tilbyder vi, i samarbejde med den europæiske storbank Santander, en finansiering på blot 2.49 i rente. Så hvis kunderne ønsker det kan de finansiere en Renault Fluence til 1549 kroner om måneden plus batterileje. Det er decideret billigt og så kommer kunderne”, siger Søren Fjordbach og tilføjer. ”De forventer jo ikke at kunne køre tværs gennem landet, men ved, at de har en rækkevidde på måske 100 km om vinteren, og det passer deres kørselsbehov godt”.

Hos Renault Danmark er direktør Henrik Bang glad for, at Better Place sagen nu endelig kan lukkes helt.

“Først og fremmest er det vigtigt for os, at vi holdt hånden under de kunder, der brændte fingrene i forbindelse med Better Place konkursen. Renault Fluence ejere, der enten ikke kunne eller ville beholde deres Renault Fluence. Og jeg er glad for, at vi nu har solgt de 156 biler videre, og at vi dermed endelig kan se fremad,” siger Henrik Bang.

Hvad det samlet har kostet at købe alle bilerne tilbage vil direktør Henrik Bang ikke ud med i detaljer. Men, at der er tale om et tocifret millionbeløb, er ikke nogen hemmelighed.

”Nogen god forretning er det jo ikke at købe 156 elbiler tilbage, men det tæller mere, at kunderne ved, at de kan stole på Renault og, at vi ikke løber fra vores ansvar”, siger Henrik Bang, der lukkede aftalen med Søren Fjordbach i begyndelsen af marts.

Skriv et svar