50 solgte elbiler på en weekend

Introduktionen af Renault Fluence Z.E. hos 20 Renault forhandlere landet over blev en markant succes. I alt 576 gange rullede Fluence Z.E. ud fra forhandlerne og ud af de mange, der havde lejlighed til at teste bilen på en kort tur, kvitterede 50 personer med at skrive under på en slutseddel

Kunderne stod i kø for at prøvekøre verdens første elbil med udskifteligt batteri, da Renault i den netop overståede weekend, inviterede til Danmarks premiere på introduktionen af Renault Fluence Z.E.

Trods de høje kuldegrader og den megen sne var der fulde huse hos de 20 Renault forhandlere, der som de første er gået i gang med salget af Renault Fluence Z.E. I alt blev der kørt 576 prøveture. Og da der sjældent var mindre end to personer i hver bil, havde over 1000 mennesker i weekenden nærkontakt med verdens første elbil med udsskifteligt batteri.

At så mange mennesker lagde vejen forbi Renault forhandlere over hele landet og 50 af dem endda bestilte en Fluence Z.E. glæder direktør i Renault i Danmark Henrik Bang.

” Elbiler er en stor satsning for Renault internationalt og de 20 forhandlere, der nu er i gang med at sælge elbiler, har også investeret massivt. Derfor er det naturligvis fantastisk, at så mange mennesker trodsede kulden. Tilstrømingen lever helt op til vores forventninger, og et salg på 50 Renault Fluence Z.E. er vi meget tilfredse med”, siger direktør i Renault Danmark Henrik Bang.

Blandt de mange besøgende var der stor spørgslyst og interesse for løsningen med kombinationen af køb af bilen og et leje af batteriet gennem Renaults samarbejdspartner Better Place.

  ” Selv om både vi og Better Place har kommunikeret intensivt, er der et stort informationsbehov. Med det Åbne Hus har vi ikke alene solgt en hel del biler, vi har også fået lejlighed til at forklare vores unikke koncept. Vi har nu sået frø hos en masse kunder som vi håber på sigt at høste. Rigtig mange er gået hjem med en helt ny oplevelse og en forståelse for hvad en elbil er. Og mange har booket længere ture end der var mulighed for i denne weekend. Så vi er kommet rigtig godt fra start”, siger Henrik Bang.

Også hos Better Place var der begejstring for interessen ved Åbent Hus og CEO hos Better Place Johnny Hansen siger:

” Jeg glæder mig meget til at byde de nye Fluence Z.E.-ejere velkomne hos Better Place. Vi er i fuld gang med at lægge sidste hånd på vores nationale netværk af ladestandere og batteriskiftestationer, noget vi har arbejdet hårdt på i mere end tre år. Når vi åbner netværket i april får de nye Renault Fluence Z.E. ejere fri mobilitet og et attraktivt og bæredygtigt alternativ til benzin- og dieselbiler”.

Skriv et svar